På udkig efter lykken

Man skal selv søge lykken, men hvor er det lige, at den putter sig. Et panel bestående af eksperter og entertainere giver opskriften ved en stor lykke-konference i Musikhuset i Esbjerg.

Enhver er sin egen lykkes smed, hedder et ordsprog, men hvad er lykke, og hvor skal smeden lige kigge, når han eller hun leder efter den? Nu holder AM-gruppen en konference, så lykkesmedene ikke længere behøver at famle sig frem.
- Lykke er noget, som man søger i både privatliv og arbejdsliv, og begge dele er tæt forbundne, når man ganger og dividerer sig frem til, om man har et lykkeligt liv. For mig er lykke beskrevet helt enkelt, at jeg glæder mig til at skulle op igen om morgenen til børnene, konen og arbejdet, siger projektchef i AM Gruppen, Kim Baarsøe, og tilføjer:
- Jeg tror desværre, at det ligger til danskernes mentalitet, at vi ikke tænker så meget over det, når vi er lykkelige, men kun når vi er ulykkelige. Vi lader os nemt påvirke af negative historier om eksempelvis finanskrise, naboens ulykker og arbejdskollegaernes morgensure opstød. I stedet burde man måske gå foran og huske på, at rigtig mange danskere har et godt liv både privat og på arbejde.
Kort sagt en glad mand, der vil være ”nærmest lykkelig”, hvis der er ligeså stor interesse for at deltage i AM Gruppens lykke-konference i Musikhuset den 28. april som ved tidligere konferencer om eksempelvis Sundhed i en travl hverdag, Stress og Arbejdsmiljø.
AM-Gruppen er certificeret arbejdsmiljørådgiver og en af landets førende på sit felt. Virksomheden har afdelinger i Esbjerg, Glostrup, Aalborg, Aabenraa og Skjern, og med en stab på over 60 medarbejdere råder virksomheden over specialister inden for alle felter. Det være sig sikkerhed, fysisk og psykisk arbejdsmiljø, coaching, kost, psykisk krisehjælp samt en omfattende kursusvirksomhed.

Line Baun Danielsen er konferencier på lykke-konferencen. Her vil der være indlæg ved Thomas Milsted, der er direktør i Center for Stress og Trivsel og stewardesse Connie Svendsen, der ikke bare søger men også udfordrer lykken og alle de chancer, som livet måtte byde.
Skuespiller Allan Olsen har oplevet, hvor svært det er at stå i en filmoptagelse eller på scenen og forestille sig lykkelig, når man privat er dybt ulykkelig som følge af et alkoholmisbrug.
- Jeg kom tidlig ud af skolen og i glarmesterlære. Jeg var en sindssyg dygtig glarmester og en sindssyg dygtig skuespiller. Tjente mange penge og brugte dem alle på at feste igennem. Jeg brugte sporten til at komme ud af mit misbrug og få styr på mit liv. Efter sådan en 10 kilometers løbetur er man flad, færdig og lykkelig, og de lange løbeture var en god anledning til at tænke alting igennem.
- Dét at jeg ikke drikker, gør de ting, som jeg har lyst til, være nærværende over for andre mennesker og især mine børn er med til, at jeg føler mig lykkelig i dag, siger Allan Olsen.

Psykolog Sarah Zobel Kølpin har tasken fuld af staldtips til det lykkelige liv. Staldtips, som hun også giver videre i sin bog, Lev dig lykkelig – med positiv energi. Sarah Zobel Kølpin har været psykolog i fem år.
- Man skal tro på, at man selv kan være med til at skabe sit liv og dermed et lykkeligt liv. Omstændighederne er omskiftelige, og man er ikke selv herre over for eksempel et dødsfald i ens nære familie. Men man kan selv gøre noget ved den måde, man bearbejder hverdagens problemer og sågar sorg. Man kan nemlig træne sig selv op til at tænke mere optimistisk og positivt, siger Sarah Zobel Kølpin.
Lykke-konferencen varer en hel dag, og det er komikeren Jan Gintberg, der skal samle alle dagens budskaber, køre dem en tur gennem sin krøllede hjerne og runde dagen af.

For yderligere oplysninger kontakt Kim Baarsøe tlf. 28 105 334

Tilbage

 

Esbjerg - København - Skjern - Aabenraa - Aalborg
AM-Gruppen - Storegade 31 - 6700 Esbjerg - Tlf.: 70 107 701 - E-mail:kontakt@am-gruppen.dk